POLITIKERE OG BRUGERE FORMER FREMTIDENS OPERATIONSSTUE

icon-check.png

Når Nyt OUH (Odense Universitetshospital) står færdigt, skal 52 operationsstuer være klar til klinisk drift. Fremtidens Operationsstue indrettes og bestykkes med samme inventar og grundudstyr på tværs af kirurgiske specialer. Standardiseringen af operationsstuerne skal være med til at understøtte et godt arbejdsmiljø, effektiv drift og effektive patientforløb. Politikerne i Region Syddanmarks Anlægs- og Innovationsudvalg har fulgt projektet tæt og bl.a. bidraget til at sikre rammerne for brugerinddragelse og -test.

icon-before.png

Operationsstuer er omdrejningspunktet for en stor del af sygehusenes aktiviteter. På det nuværende OUH ligger operationsspecialerne spredt på de forskellige afdelinger, og derudover er de meget forskellige i størrelse og indretning. De er tilpasset de enkelte specialer og uden mulighed for at skifte mellem specialer efter behov.

icon-reuse.png

På Nyt OUH bliver operationsstuerne kendetegnet ved en høj standardisering og dermed høj fleksibilitet i anvendelsen af stuerne. Stuernes standardindretning suppleres med flytbart udstyr, som gør, at stuen kan imødekomme de forskellige behov. Fremtidens Operationsstue er en del af innovationsprogrammet for Nyt OUH, og projektet har pågået i perioden 2016-2020. I den periode har der været omfattende brugerinvolvering, simuleringer af operationer i 1:1 mock-ups med alle kirurgiske specialer og senest test i drift af den fuldt funktionsdygtige operationsstue. I alt har over 200 forskellige klinikere og 50 medarbejdere fra serviceafdelinger, tekniske afdelinger og eksterne deltaget i pilottesten af Fremtidens Operationsstue. Den omfattende brugerinvolvering har medført indflydelse og ejerskab og er direkte foranlediget af politikerne, der har besøgt operationsstuen, og som under hele processen har spurgt ind til både patient- og medarbejderperspektivet. Det er sket som led i et politisk vedtaget pejlemærke om at spille en aktiv rolle i forskning, innovation og udvikling. Politikerne har samtidig bidraget med at synliggøre udviklingsarbejdet og de skabte resultater – fx i dialoger med borgere og i oplæg til nationale og internationale delegationer. Pilottesten i drift er afsluttet, og den overordnede konklusion på pilotprojektet er, at konceptet for Fremtidens Operationsstue holder. Operationsstuen kan på 1-2 dage tilpasses det enkelte speciale eller operation og har tekniske løsninger, der fungerer for alle kirurgiske specialer og anæstesien. Derudover indvirker de designmæssige forbedringer positivt på medarbejdernes arbejdsmiljø og giver patienter en mere imødekommende oplevelse. Pilottesten har dog også identificeret udfordringer og opmærksomhedspunkter, som skal afklares, så konceptet kan justeres til på detailniveau.

icon-reuse.png

Mogens Rasmussen, projektleder, Projektorganisationen for Nyt OUH
23 34 96 30, Mogens.Rasmussen@rsyd.dk

Find flere gode eksempler i publikationen 'ARENA – Når politisk ledelse skaber offentlig innovation' eller i COI's casesamling her: www.coi.dk/cases